Pop og Kærlighed

Af Asger Neumann

Efter en periode med klassisk og jazz har jeg fået underskud af pop, så Spotify og radio har stået på regulær pop og mainstream musik. Jeg er kommet til at lytte efter, hvad der egentlig synges om, og kom til at tænke på et gammelt Springsteen-nummer, hvor han synger: ”We learned more from a three minute record than we learned in school”. Popmusikken er et psykologisk studie værd, og evner at fortælle os rigtig meget om, hvad der er vigtigt i vores liv. Der er rigtig meget tekst i retning af: ” I will do anything to get you”, ”Oh, I will love you better than him”, ”You and me forever”, ”I will always love you”, ” I can´t live without you” ,”Don´t go” og ”I lost you and will never love again”. De sange handler altså om kærlighed og begær, og om at betages, vinde den anden, fortvivle og miste.

Popmusikkens tekster er gode til at udtrykke noget om, hvad der er de store dramaer i vores liv. Det kan med rette anklages for at være banalt, men netop banalt i den betydning at det er genkendeligt, som det der skaber de store almene følelsesmæssige udsving i livet.

Det er en rimelig enkelt øvelse at kategorisere teksterne, så de kommer til at handle om de faser, som kærlighedslivet løber igennem. De starter med tiltrækningen og fascinationen, så forførelsen og erobringen, og nogle gange ender de ud med, ikke at få den man ønsker, med smerte og ulykkelig forelskelse til følge. Der er også de mange tekster om forelskelse og det vilde begær. Så videre til det dramatiske spørgsmål om forelskelsen kan holde til at blive et egentligt kærligheds- og tilknytningsforhold. Goffin og King udtrykker det sådan: ”Is this a lasting treasure/Or just at moments pleasure?/Can I believe the magic in your sight?/Will you still love me tomorrow?”. Endelig er der tekster om angsten for at miste, om utroskab, tvivl, om at ville forlade og om at være ensom og forladt, med livets meningsløshed som slutbillede. Chicago sang: ”If you leave me now, you will take away the biggest part of me/ the very heart of me”. Ovenstående viser med andre ord, at der findes masser af sange, der udspiller intense dramaer omkring de største følelser.

Men én bestemt slags sange eksisterer der ikke mange af: Dem der handler om de sider af kærlighedslivet, der beskæftiger sig med forholdets dagligdag. Der hvor der ikke er den store følelsesmæssige intensitet. Der hvor der er dagligt samarbejde, samliv og partnerskab. Hvis disse emner kommer op, er det typisk som satire, der skal illustrere, at kærligheden er gået i stå og blevet kedelig. Moralen er her, typisk et spørgsmål om det er godt nok, eller om man bør søge eventyret et andet sted.

TV2’s og Steffen Brandts sang ”Harlev, det er skønt” er måske en undtagelse, der netop viser et fokus på dagligdagen. Her synges: ”Og du, du kommer hjem fra job/jeg har taget vasken op/du har parallelparkeret vognen/Det er ikke vildt/men det er lige her”. Man kan dog aldrig rigtig vide sig sikker om Hr. Brandt er ironisk i disse linjer om dagligdagen, men ikke desto mindre, er det alligevel en atypisk vinkel.

Det at dagligdagens sange om kærligheden ofte bliver udeladt, kan synes paradoksalt, da det måske netop er i denne fase, at vi skal være opmærksomme og gøre os umage. Det er måske her, hvor begæret og de store følelser ikke sætter dagsorden, at vi skal tage dialogerne om, hvor vi er i vores forhold. Der hvor der ikke nødvendigvis er problemer, men hvor vi kan overse spørgsmålet, om vi er på rette vej med vores forhold. Er der plads nok til ”det du gerne vil” og ”det jeg gerne vil”, og er vi tilpas med vores samarbejde og får vi prioriteret vores ”vi” på en måde, der er til gensidig glæde og trivsel. Selvom sådanne partnerskabsprøvelser kan synes banale ved første øjekast, vil den der har givet sig i kast med dette med sin partner vide, at det ofte kræver dedikation, tålmodighed, tilgivelse, ro, frustration, glæde – en hel farvefyldt palette af livets facetter, som faktisk også kunne være værd at skrive en sang om.

No comments yet.

Skriv et svar