Kan jeg leve uden mit fix?

Af Asger Neumann

Forleden dag da jeg åbnede Politikken, læste jeg en artiklen ”Derfor gifter vi os med den forkerte”, skrevet af filosoffen Alain De Botton. Heri skriver Botton, at vi ikke kender os selv og vores nye partner godt nok, og derfor forudser vi ikke de problemer, konflikter og bøvl der venter os. Måske tager han fejl. Måske kender vi problematikkerne udemærket, men kan ikke tage os sammen til at handle på det. Måske vi ovenikøbet har besluttet os for at bryde forholdet i erkendelsen af, at det er skidt, men så kan vi alligevel ikke handle, når det kommer til stykket. Vi må lige have lidt mere, og måske det bliver godt engang. Det er måske bare lige nu, hvor vi er så pressede begge to.

Jeg husker en mand, som havde fået en ny kæreste. Hun var meget smuk, sensuel og erotisk i alle henseender. Deres forelskelse var stormfuld, og de opholdte sig i sengen i dage af gangen. Han beskrev sit begær som: ”Det er ikke mig der har begæret, men begæret der har mig”. I starten beskrev han deres forhold med julelys i øjnene. Han lød som en heroinmisbruger, der ikke kunne få nok.

Ud over hendes svært tiltrækkende kvaliteter, som vi andre let kunne se med et lille stik af misundelse, var hun også lunefuld, til tider gemen og svært urimelig når hun var presset eller træt. Han piskede rundt for at stille hende tilfreds, og nogle gange lykkedes det at få hende gjort ”glad igen”, andre gange ikke. 

Udover at vi andre var lidt misundelige, så vi også det besværlige og vi advarede ham. Han hørte høfligt efter, og efter nogen tid gav han os ret i, at der var grund til at være bekymret. Han fortalte os, at han så problemet fuldstændig i øjnene, og han besluttede indimellem, at der “måtte gøres noget”. Men når hun så på ham ”med de øjne og det smil” blev han blød i hele kroppen, og han glemte alt om, at noget måtte stoppe. Han måtte lige blive lidt længere, for måske var der alligevel en fremtid for dem.

Han var også godt klar over, at det ikke kun var hendes negative adfærd, der var problemet, men også at hans svar på den var. Men han magtede ikke at sige fra og stille krav. Hvis han gjorde tiltag til det, var han bange for at hun, som hun nogen gange gjorde, ville straffe ham med langvarig afvisning, og det udholdt han ikke let.

Hvad han oplevede var, at hjernens belønningscenter udskilte store mængder dopamin og andre stoffer hver gang ”de øjne og det smil ” var der. Eller bare at der var et håb om, at de ville være der var nok, og han var prisgivet.

Dette eksempel er langt fra enestående. Lignende situationer ses uafhængigt af køn, alder og social status. Det kan i princippet ske for de fleste af os mennesker, og det at komme ud af et sådant afhængighedsforhold, er ikke let.

Så måske Botton tager fejl. Det handler ikke om at være behørigt kræsen fra starten af og ud fra det fravælge sin partner. Derimod sker der det, at når vi først er ”ramt” af forelskelsen og kærligheden, så er det svært at sige fra. Det kræver en klar erkendelse af, at forholdet er destruktivt, og det kræver en stæk vilje for at fastholde beslutningen om at gå. Det kræver, at man tænker på det som misbrugsbehandling, og at man typisk har brug for social støtte, en klar handleplan og ingen kontakt i lang tid.

Hvis der er bare lidt tro tilbage på, at begge parter vil forholdet det godt, og hvis der bare er lidt håb tilbage om, at man gensidigt kan styre sine indre dæmoner, kan man også blive og arbejde med forholdet. Arbejde med kommunikationen, øve sig i gensidig indlevelse og nærhed, øve sig i at formulere negative følelser på ”egen banehalvdel”, øve sig i at formulere behov og forventninger og være tro over for egne værdier, øve sig i at forhandle og samarbejde ud fra en ide om at man begge gør det på en fair måde. Et godt sted at starte kunne være at tage vores test ”Styrk-jeres-Parforhold”. Det ville kunne give et godt billede af hvad der er vigtigt for hinanden og hvor et godt sted at starte er.