”Det bliver mellem os to”

Af Asger Neumann

For noget tid siden talte jeg med en veninde, som var oprørt, fortvivlet og frustreret over et problem i sit parforhold. Hun beskrev, hvordan hun gang på gang følte sig ”sat til vægs” af sin kæreste, når de var uenige. Hun oplevede, at hun blev manipuleret til at acceptere ting, som lå på kanten af hendes grænser og værdier. En del af hendes frustration var, at hun ikke oplevede, at hun havde de samme rettigheder som ham i forholdet, og dette kunne gøre hende rasende. Når hun gav udtryk for dette til sin kæreste, følte hun, at dette indtryk blev gjort til skamme af ham.

Jeg synes ikke, jeg gjorde meget andet end at lytte godt efter og validere hendes oplevelse. Jeg gjorde nok også det, at jeg godt kunne forstå hendes frustration. ”Det har været godt snakke med nogen om det her, og det letter faktisk lidt. Jeg føler mig lidt mere klar til, at tage en alvorlig snak med ham om det, og også at gøre klart, at vi har et problem, som vi må gøre noget med”, sagde hun på et tidspunkt.

Men samtidig beskrev hun, hvordan hun nu havde dårlig samvittighed og skyldfølelse over for sin kæreste, da hun følte at hun havde svigtet deres fortrolighed. Hun ville ikke fortælle sin kæreste, at vi havde haft denne samtale. I så fald ville han anklage hende for at stille ham i et dårligt lys over for andre. Han ville føle, at hun havde været illoyal over for deres intimitet og privatliv. Hun havde ikke troen på, at han ville kunne forstå, at samtalen netop havde givet hende lidt mere klarhed over, hvad der var vigtigt at få gjort, for at beskytte deres forhold.

Der blev jeg lige lidt paf. Jeg forsøgte at udtrykke, at jeg bestemt ikke synes, hun behøvede at have dårlig samvittighed, men det blev lidt famlende. Jeg kunne godt sætte mig ind i, at han kunne opleve det sådan. Hvordan ville jeg selv have det i en sådan situation?

Det tænkte jeg noget over. Det er virkelig et ægte dilemma. På den ene side er loyalitet selvsagt en vigtig værdi i et godt forhold. At kunne udtrykke sine mest intime og private, herunder måske mere mørke sider, over for sin kæreste, i tillid til at det behandles fortroligt, er med til at tillid og tryghed kan udvikle sig i et forhold. Ideelt at føle sig set, hørt og ikke gjort forkert, når man deler det sårbare, er jo altså ret godt, når det lykkes.

På den anden side kan noget af det man som kæreste hører, oplever og udsættes for, skabe et pres, en frustration eller en usikkerhed som man kan have behov for at få styr på, og en oplevelse af, at det er svært at klare selv. Det trækker naturligt i retning at tale med en god ven. I de fleste af livets forhold anbefaler vi hinanden, at tale med et andet menneske når noget er rigtig svært. Her er altså to ”nødvendigheder” som støder sammen. ”Mit behov for at tale om det der er svært og frustrerende, for at kunne finde en vej” versus ”Vores forholds behov for at beskytte fortroligheden og intimiteten”. Det går bare ikke helt op, og der er ikke nogen letkøbt løsning i dette.

En måde man alligevel kan prøve at finde en form for balance i dilemmaet, er at tale ”fra egen banehalvdel” når man deler sine parforholdsoplevelser med en ven eller lignende. Det vil sige: ”Jeg beskriver, hvad jeg oplever, og hvad denne oplevelse giver mig af udfordringer eller frustration”. Her taler man ikke om hvordan ens kæreste ”er”, men hvordan det ens kæreste siger og gør påvirker en. Hermed er fokus på oplevelser, frem for hvem der har ret eller uret, hvilket altså kan være medvirkende til at undgå at udstille den anden part.

Det er bestemt ikke en løsning, der ophæver dilemmaet. Men det er måske en vej til, at tage hånd om, at det at trives i et forhold handler om, at tage hensyn til både den andens behov og ens eget behov. Særligt hvis alternativet er, at man i sin principfaste loyalitet over for sin partner vælger at forblive tavs over for omverdenen, men forlade forholdet, frem for at bruge gode venner til måske at ”finde en vej”…